Klassiske lægeplanter

De klassiske lægeplanter er begyndelsen til moderne lægemidler. Planter har været brugt
som medicin til behandling af sygdomme så langt tilbage i tiden, som der har været mennesker. Skriftlige anvisninger på anvendelse af planter til behandling af sygdomme kendes fra de gamle egyptiske civilisationer. De første egentlige lægebøger med opskrifter på plantemedicin er fra de gamle grækeres tid.

Mange af de planter, som blev anvendt i middelalderen eller endnu tidligere har vist sig ikke at have nogen virkning som kan bevises ud fra planternes indholdsstoffer. Men der er en række planter, som indeholder aktive stoffer, som har dannet grundlag for moderne syntetiske lægemidler.

Nogle planter bruges stadig som lægeplanter fordi det har vist sig, at planten er mere effektiv til behandling end de enkelte aktive indholdsstoffer hver for sig.

Foredraget fortæller om de klassiske lægeplanter, som stadig bruges som lægemidler. Virkningen forklares ud fra en gennemgang af de aktive indholdsstoffer i planterne. Foredraget handler mest om planter, som kan dyrkes her i landet og som har været optaget i danske lægemiddelsamlinger.

Nogle af planterne har også været anvendt som hekseurter og troldomsplanter. Den sidste del af foredraget handler om denne mindre autoriserede brug af de klassiske lægeplanter.

Foredraget varer 2 timer incl. ca. et kvarters pause.